Trivsel og tryghed

Om arbejdsgange, kommunikation og det forebyggende arbejde

Forsiden » Undervisning » Trivsel, fællesskab og særlige tilbud

Trivsel, fællesskab og særlige tilbud

På Borup Privatskole skal alle blive dygtige. For os går læringen dog hånd i hånd med den enkeltes trivsel. Derfor er det vigtigt for os, at den enkelte trives, at klassen trives og at der er plads til forskellighed.

Det betyder, at vi arbejder målrettet på trivsel i det daglige arbejde.

Her kan du læse om vores indsatser, om vores forventninger til kommunikationen mellem skole og hjem og om de særlige tilbud vi har, når elever har brug for, at der tages særlige hensyn.

 

 

God kommunikation mellem skole og hjem er afgørende for elevens faglige og sociale udvikling. Kommunikationen skal altid tilstræbes at foregå i en konstruktiv og respektfuld tone.

Nedenstående retningslinjer for kommunikationskanaler og svartider skal sikre en ordentlig arbejdsgang og smidig dialog.

Skole-hjem-kontakt i dagligdagen:

Forældre forventes dagligt at orientere sig på forældreintra om forhold vedr. undervisningen, herunder ugeplaner og personlige beskeder.

Ved behov for kontakt til skolen er der flere muligheder:

Forældreintra:

Der kan normalt forventes svar på en besked til skolen eller lærerne i løbet af 3 arbejdsdage. Hvis der ikke er sket yderligere i sagen, eller det endnu ikke er muligt at give et svar, oplyses der om dette inden for svarfristen med angivelse af, hvornår der kan forventes afklaring på henvendelsen.

Forældrene kan forvente, at skolen og lærerne kontakter dem telefonisk eller over forældreintra, hvis der har været episoder i skolen, der kalder på dialog.

Alle officielle meddelelser fra skolen gives gennem ”Nyt fra kontoret” og på opslagstavlen på forældreintra eller via infobreve i den personlige indbakke.

Telefon:

Ved behov for telefonisk kontakt kan man finde telefonnumre og træffetider til klassens lærere på forældreintra under menupunktet ”klassens lærere”.

Personligt møde:

Forældre kan bede skolen om et personligt møde vedr. eget barn. Skolen kan indkalde til møder vedr. enkelte elever eller en større gruppe elever.

 

I øvrigt vedr. dialog mellem skole og hjem:

Kommunikation mellem skole og hjem ved undren, utilfredshed og klager

Klasselæreren

Klasselæreren arbejder løbende med klassens og den enkelte elevs trivsel. I klassens time arbejdes der bl.a. med klassetrivsel gennem forskellige værktøjer.

Ved bekymring for mistrivsel tager klasselæreren initiativ til dialog med pågældende elevs forældre eller skoleledelsen. Der iværksættes handleplaner afstemt bekymringen.

Sociale handleplaner

Der er udarbejdet sociale handleplaner for alle klasser. Her opstilles mål for, hvad der arbejdes med i de enkelte klasser i løbet af skoleåret. I handleplanerne er der en rød tråd, der sikrer, at alle klasser arbejder med mål omkring empatitræning, konfliktløsning, selvværd m.m.

Sociale handleplaner for klasserne

Elevråd

Elevrådet består af repræsentanter fra 4. – 9.klasse. Elevrådet mødes ca. en gang om måneden. Elevrådet kan komme med input til skoleleder eller pædagogisk råd gennem deres kontaktlærer, der deltager på alle elevrådsmøder. Vores elevråd har de seneste år planlagt trivselsdage for alle årgange og gallafest for de større elever.

Læsevenner

Vores elever i 6.klasse samles en gang om måneden med deres læsevenner fra indskolingen. Her mødes eleverne i deres faste grupper, hvor eleven i 6.klasse læser for de yngre elever fra børnehaveklassen til og med 3.klasse. Læsegrupperne har til formål, at de yngste elever får forståelse for, at læsefærdigheder er brugbare. Samtidig bliver der dannet positive relationer på tværs af store og små elever.

Legepatrulje

Relationerne er også i fokus, når det kommer til vores legepatrulje. Hvert år melder elever fra 7. og 8.klasse sig til legepatruljen. Her er de ansvarlige for at sætte lege i gang for de yngste elever i 3 til 4 frikvarterer om ugen. Legepatruljen uddannes og klædes på med ideer til forskellige aktiviteter.

Skolepatrulje

Skolepatruljen står hver morgen ved rundkørslen Kimmerslevvej/Bækgårdsvej og passer på, at færdslen foregår i ro og orden. Skolepatruljen udgøres af elever fra 7. og 8., der gennemgår en uddannelse forestået af vores skolepatruljeansvarlige lærer.

Morgensamlinger

Vi holder morgensamlinger for elever fra børnehaveklassen til og med 6. klasse ca. hver 10. dag. På morgensamlingerne samles vi alle i salen, hvor skoleleder eller lærere taler med eleverne om aktuelle emner i skolen, herunder sprogbrug, adfærd, fælles arrangementer, velkomst af kommende børnehaveklasser eller lign.

 

AKT

AKT står for adfærd, kontakt og trivsel. Vores AKT-medarbejder er blandt andet sparringspartner for lærerne, når de selv mangler værktøjer til arbejdet med adfærd og trivsel. Det kan være i klasseregi eller i forhold til enkelte elever. AKT-medarbejderen kan også hjælpe læreren med at gennemføre trivselsmålinger og opfølgninger på samme eller holde samtaler eller samtaleforløb med enkelte elever.

Læseindsats

Vores læsevejleder forestår og analyserer tests i dansk læsning og skrivning op gennem skoleforløbet i samarbejde med vores testlærer. Testlærer og læsevejleder holder efterfølgende konferencer med dansklæreren om eventuelle indsatser for klassen eller enkelte elever på baggrund af testresultaterne. Testningen foregår for at give læreren et overblik over klassens læring inden for de områder, der testes. De fleste tests anvendes til intern evaluering, mens få anvendes i forbindelse med skole-/hjemsamtaler.

Læsevejlederen fungerer desuden som vejleder for sine kolleger, men kan også køre små forløb med enkelte elever eller mindre elevgrupper omkring læseudfordringer.

Specialundervisning

Vi har mulighed for at tilbyde undervisning på små hold for de elever, hvor læreren vurderer, at der er behov for et intensivt fagligt input. Faglæreren indstiller elever til specialundervisning. Undervisningen kan enten foregå på små hold udenfor klassen eller ved at støttelæreren deltager i den almindelige undervisning. Specialundervisningskoordinatoren informerer hjemmet om tilbuddet. Når muligt – og særligt for de større elever-  prioriterer vi, at specialundervisningen ligger udenfor normal undervisningstid, for at eleven ikke skal gå glip af anden undervisning.

Specialundervisning

Talentindsats

Bestyrelsen arbejder på at fastlægge et systematiseret arbejde omkring talentudvikling.